At få sig en morfar

En morfar er først og fremmest en bedsteforælder, men kan også betyde en lur på sofaen. Og i Vejle har ”morfar” fået en ekstra betydning i Projekt Morfar. Her hjælper ressourcestærke efterlønnere eller ældre på frivillig basis unge mennesker med særlige behov godt på vej ind i uddannelses- og arbejdslivet.

Frivillige
Der er rigtig mange unge, som i dag har brug for en ekstra støtte i hverdagen – som skal holdes i hånden og hjælpes lidt på vej:

Mangler basale livsfærdigheder
- Vi har en generation af unge, der mangler basale livsfærdigheder. De har måske store muskler, men til gengæld lavt selvværd, og de giver hurtigt op. Vi er nødt til at holde dem i hånden, hvis de skal igennem en uddannelse, men også fungere i almindelige sociale sammenhænge, siger Connie Bertelsen, som er projektleder og ansat på Vejle Kommunale Ungdomsskole, som står bag morfar-projektet.

Projektet tæller omkring 80 unge af alle nationaliteter, både flygtninge, indvandrere og en gruppe danske unge med vidt forskellige problemer.

Ordningen går ud på, at den unge får tilknyttet en morfar som en slags personlig guide, og sammen med den unges lærer eller vejleder skal de i fællesskab finde gode løsninger på evt. problemer. Det kan være mange forskellige opgaver, den unge har brug for støtte til: Lektier, at finde en læreplads eller et fritidsjob – eller måske handler det om, at det kan være svært at komme op om morgenen. Den personlige relation er dog ofte den allervigtigste. For mange gange handler det om at give sig tid til og vise omsorg for den unge.

Den typiske morfar
En morfar er derfor en varm, ”rund” og venlig mand eller kvinde. En omsorgsfuld person med masser af livs- og arbejdserfaring. Gerne en, som siger tingene ligeud, men på den gode måde. En voksen, som frivilligt og med engagement har lyst til at støtte op om et ungt menneskes vej ind i voksenlivet – og som har tid og lyst til at give et par timer om ugen.

- I projektets start rekrutterede jeg derfor tidligere håndværkere i 3Fs efterlønsklub, og det stod meget hurtigt klart, at denne gruppe var meget motiveret for at dele ud af deres livserfaringer. Det blev også hurtigt tydeligt, at mange af disse ”morfædre” har et stort kendskab til erhvervslivet og gode kontakter generelt, siger Connie.

Pensioneret murer Svend Erik Aagesen er f.eks. blevet ”reservemorfar” for en ung mand, Offei. Svend Erik har bl.a. skaffet Offei en tjans i sit gamle firma, og Svend Erik tjekker op på, at Offei overholder sine aftaler. En anden, som har valgt at blive mentor for en ung, er Rita Buhl. Hun fortæller, at det giver hende et ”drive” at se de unge finde håbet og troen på fremtiden.

- Lønnen er næstekærlighed, kulturkendskab og glæden ved at hjælpe andre, siger Connie.
Denne side er sidst opdateret: 20.05.2015