Sjov i køkkenet og mandehørm på værkstedet

Livet skal leves – også når man bliver ældre! Og det bliver det på Ågården Plejecenter – ikke mindst takket være frivillige fra lokalsamfundet.

Frivillige
Det sociale – med cafeen som allervigtigste omdrejningspunkt - spiller en stor rolle på Ågården. Det er her, der arrangeres banko, og hvor der en gang om måneden er besøg af en gæstekok. Det er også her, kvinderne sysler med strik eller væver, mens mændene foretrækker værkstedet, hvor det oser af mandehørm og flyder med støv og træ.

En stor frivillig indsats
Da der skulle spares, og cafeen var lukningstruet, kiggede centerleder Kirsten Lund cafedriften grundigt efter i sømmene. Hun fandt ud af, at den køkkenmedarbejder, som havde ansvaret for cafeen, i stedet kunne bruge sin tid ude i de enkelte bofællesskaber. Tomrummet efter hende skulle i stedet udfyldes af frivilligt arbejdskraft – og det bliver det i dag, og brugen af frivillige fungerer rigtigt fint.

- De frivillige arbejder i cafeen to dage om ugen, hvor de står for cafedriften, både indkøb og betjening. Derudover har de på eget initiativ lavet en kørselsordning, hvor gangbesværede ældre bliver hentet, når der er sociale arrangementer i cafeen. Hvis en beboer uden netværk mangler en ledsager til et arrangement eller ønsker selskab, står de frivillige også klar til at træde til, siger Kirsten.

Det er givende at give
Opbakningen fra de frivillige er i det hele taget stor:

- De frivillige kommer, fordi de har lyst, og fordi de synes, at det er nødvendigt at gøre noget. Men de kommer også, fordi det er udbytterigt for dem selv. Det er givende at give. På et tidspunkt havde vi en mandlig frivillig, som kom i vores værksted hver uge. Han blev så glad for arbejdet med de ældre, at han nu er gået i gang med en uddannelse som social- og sundhedshjælper, fortæller Kirsten.

Det er nemt at få de frivillige til at engagere sig og giv en hånd med. Som regel handler det bare om at spørge dem, om de har lyst til at hjælpe.

Også medarbejderne er glade for de frivillige, som er det ekstra flødeskum i hverdagen. I stedet kan personalet have fuld opmærksomhed på deres faglige arbejde.

Denne side er sidst opdateret: 20.05.2015